Stærene Hugo og Henriette udklækkes i Danmark, men er ikke som de andre stære i reden. Allegorisk roman om aktuelle emner som seksualitet, køn og miljø. Til læsere, der gerne vil blive klogere på køn- og ligestillingspolitik, men ikke helt ved, hvor de skal starte.
Tvillingestærene Henriette og Hugo udklækkes i en rede med deres fem halvsøskende. Henriette og Hugo er anderledes og vil bl.a. hellere være sammen med fugle af deres eget køn. Det er ikke acceptabelt i Danmark, hvor normen er, at man finder en mage af det modsatte køn. Bogen er illustreret med fotografier af stære. Knudsen har udgivet en lang række bøger om køn.
Idéen om at lade stære gå op i seksualitet og etnicitet er sjov og forfriskende. Den allegoriske fortælling forenkler den nuværende debat om køn, seksualitet, miljø og flygtningepolitik. Dette gør, at læsere, der ikke ved, hvordan de skal gå til de store emner, kan starte her. Susanne V. Knudsen er ambitiøs med sin fortælling, men det gør også, at fortællingen ikke fremstår helt skarpt. Et mere indsnævret emnefelt havde givet en mere skarp fortælling.
George Orwells Animal farm er ligeledes en allegorisk fortælling, hvor der indgår dyr i stedet for mennesker.