Christian Nørgaard er mangeårig redaktør af Rejsemagasinet Vagabond. Her er han ude i samme emne med en bog, der rummer meget praktisk information til alle de unge, der midt i en globaliseringstid står overfor at skulle realisere den store, mere eller mindre verdensomspændende, dannelsesrejse iført vandrestøvler, rygsæk m.m. At penge, pas og billetter er strengt nødvendige, men bestemt ikke tilstrækkelige får man klar og tydelig besked om i bogen der dels har generelle og detaljerede råd og vejledninger om udstyr, pakning, forsikringer, vaccinationer, sygdom, mad, lokal transport m.v., dels giver grundlæggende informationer om mere end 60 forskellige lande, ordnet geografisk efter verdensdel. Her får man enkle og få faktaoplysninger om det pågældende land samt lidt om seværdigheder og vejr & klima. En udgivelse der synes at komme kloden rundt og som også har blik for de (nye) muligheder, som nettet tilbyder den rejsende mht. såvel at opsøge information som at komme i kontakt med omverdenen. En type udgivelse som er bibliotekerne bekendt som Claus Qvists og Jens Bursells Backpacker, 2000, og Rie Osteds Nøglen til rejser på egen hånd, 2001, og som der til stadighed synes at være et publikum til. Bogen er en fin ny udgivelse, der kan anvendes på linje hermed, og den har i øvrigt et nydeligt udstyr og layout.