Alice er en stille pige. Hun vil helst bare være usynlig og lever ofte i sin egen eventyrverden. Men en dag kommer en ny pige i klassen. Pigen er som en fe. En fe, som kan hjælpe Alice ud af eventyrland. Letlæsning for 9-12-årige.
Den helt nye serie "Første dag i sjette" fortæller om den første skoledag i 6. klasse for 10 drenge og 11 piger, som har det til fælles, at de går i samme klasse. Men hver især har de deres helt egen historie. 21 historier som foregår i den samme klasse på den samme dag, men som fortælles i hver sin bog. Historierne flettes sammen i deres fælles univers, 6. klasse. I disse syv første bøger fra serien følger vi 7 af eleverne, som har forskellige problemer og hemmeligheder, der har betydning for fællesskabet i klassen. Bøgerne har lix 9-10 og er fortalt via korte kapitler, sat i korte afsnit. Til bøgerne findes der elevopgaver.
Det er syv spændende fortællinger, hvor det er let at identificere sig med personerne og leve sig ind i deres problemer og konflikter på kryds og tværs. En serie, som kan give svage læsere en god læseoplevelse samt lyst til at læse. En af de serier, hvor man gerne vil læse hele serien.
Marie Duedahl har også skrevet serierne "Kaj i sjette" og "Sonja i sjette", som følger to børn, der går i samme sjetteklasse, hvis historier er viklet ind i hinanden. Vil man læse mere, kan man også vælge serien "Min største hemmelighed", eksempelvis titlen Min største hemmelighed - Astrid.