Publikationen bør kunne læses bredt; men det høje faglige niveau betyder, at nogle af afsnittene kræver forudsætninger.
I anledning af sin 60-års fødselsdag har Dominique Bouchet redigeret antologien. I antologien har han og 25 forskerkolleger fra Syddansk Universitet redegjort for afgørende forandringer, der har fundet sted inden for hver deres akademiske felt i løbet af de sidste 60 år. Tanken bag dette er, at det i et demokrati er den kvalificerede debat, der er grundlaget for de politiske beslutningsprocesser, og at det er forskernes opgave at fremlægger deres faglige viden til brug for den kvalificerede debat. Det er vigtigt i et samfund, hvor forandringsparathed anses for afgørende. De 25 forskere og Bouchet repræsenterer viden inden for humaniora, samfundsvidenskaber og sundhedsvidenskaber og spreder sig herved over et meget vidt felt. Således drukner disse felter ikke i de spektakulære fremskridt inden for teknik og datalogi, som vi ellers er så fokuserede på. Bogen er sat med ret stor skrift og illustreret med Bouchets smukke fotos fra S.D.U. i Odense.
De enkelte forskere har alle skrevet bøger eller bidraget til bogudgivelser i de senere år.
Man vil kunne finde bidrag inden for sine egne interessesfærer, som man med fornøjelse kan tilegne sig.