Til det brede romanpublikum med bonuslæsning til dem der holder af Wien, klassisk musik og opera, og forfatterens navn kan tiltrække denne målgruppe. Forsiden med maleri af Klimt signalerer nok lidt mere smalt end det egentlig er tilfældet.
Romandebut af kendt sopran. Kærlighed til Wien og musik er en klar ramme for bogens familiedrama. Lolas far Hatto, karismatisk violinist, forlod brat familien 20 år tidligere for en anden kvinde. Nu er tiden inde til hævn, men det kan være svært at holde fokus, når man distraheres af forelskelse. Lola og de andre personer gør sig mange overvejelser, der forklarer følelsesdilemmaer for læseren, og det er noget ordrigt beskrevet. Personernes troværdighed er måske heller ikke helt i top, men historien fænger alligevel og miljøbeskrivelsen er god.
Barbara Voors' Jordbærbid handler også om et besværligt musikerægteskab med svigt af barnet. Lolas hævntogt er som en forsmået kvindes, og hendes insisteren på missionen, mens en ny kærlighed vokser er et ikke helt ukendt tema.
Romandebut af kendt operasangerinde. Den svigtede datter Lola vil hævne sig på sin musikerfar, men har mange moralske overvejelser. Under opholdet i Wien er en forelskelse lige ved at forpurre missionen. Dilemmaer forklares så læseren ikke får meget rum til selv at mærke personernes følelser, og bogen er mest troværdig i miljøbeskrivelserne, hvor forfatteren færdes hjemmevant. Underholdende roman der fænger, men også vil meget.