En bog i en ny serie Det' okay, der tager nogle af de problemer op, som børn og unge fra 11 år kan tumle med. Denne titel om pubertet og seksualitet hører bestemt til de mest sobre blandt de mange udgivelser, der allerede findes om emnet for målgruppen de 11-15-årige. Den er oversat fra fransk og udkom første gang i 1998, den er altså oprindeligt skrevet til en lidt anden kultur og er ved udgivelsen på dansk næsten 6 år gammel. Derfor virker den måske allerede en smule bedaget. Den kan dog bruges til de unge, der ikke bryder sig om en alt for friskfyragtig tilgang til dette emne. Forfatteren når udmærket rundt om alle de spørgsmål både piger og drenge i en begyndende pubertet kan have behov for at stille sig selv og andre. Fire hovedafsnit fortæller om befrugtning, graviditet og fødsel, om de fysiske forandringer, om seksuallivet fra den første tilnærmelse til prævention, kønssygdomme og beskyttelse mod disse og om seksualiteten som en opdagelsesrejse, der varer resten af livet, her tages også emner som voldtægt, incest m.m. op. Bogen er illustreret med mange ret skægge vignetter, der kan være forsynet med en taleboble. De skaber en sjov kontrast til det udmærkede, letlæste, men undertiden noget højstemte sprog og tilføjer bogen en vis friskhed.