Unikt litterært mesterværk om kærlighedens og forelskelsens mange faser, når kærlighed forvandles til sorg og ulyksalighed. For læsere af eftertænksomme romaner.
Den navnløse jeg-fortæller er forelsket i en ung kvinde, som han har indledt et forhold til. Læseren følger jeg-personens tanker og følelsesmæssige rutsjetur, da kvinden bliver forført af en rig mand, som hun bliver tiltrukket af. Hun afslutter forholdet til jeg-personen, som gennemlever hele følelsesregisteret og læseren oplever hvordan hans kærlighed forvandles fra omsorg til forvirring, sorg og had, til afklaring.
Virkelig velskrevet og dybsindig roman, som er svær at lægge fra sig. Kan varmt anbefales til læsere som ønsker en rolig og reflekterende roman, som mest foregår i hovedet på jeg-fortælleren og ikke er så handlingsmættet.
Alfred Hayes' skrivestil minder om Ernest Hemingways så det kan anbefales at supplere læsningen med værker af ham. Derudover kan det også anbefales at læse Hayes' oversatte roman Mit ansigt ud mod verden.