Denne børnebog henvender sig til læsere på 10-12 år, der kan lide skolehistorier med et fantasifuldt plot. Bogen vil nok kun interessere piger. Den gode forside i få enkle farver antyder, at her er tale om et møde mellem to tidsperioder.
Bogen er en tidsrejseroman, hvor den 12-årige Flora Fox er på vej til en luksuskostskole, da der pludselig sker noget underligt med hende. Hun er blevet sendt tilbage i tiden til 1935 og skal starte på en meget gammeldags og autoritær kostskole. Nogle elever på denne skole har fundet en gammel bog med besværgelser og har ombyttet hende med en anden Flora, der nu er sendt til 2011. Flora skal nu vænne sig til en mere "primitiv" tilværelse uden bærbar computer, ipod og mobiltelefon . Det er en meget velskrevet bog med et godt og meningsfuldt plot. Der er en dybere mening med Floras tidsrejse, som får indflydelse på mange skæbner. Flora og hendes nye venner på fortidens kostskole er beskrevet på en levende og spændende måde, der viser den psykologiske udvikling de gennemgår under Floras ophold der. Bogen giver et godt indblik i dagliglivet i 30'ernes England.
Denne bogs læsere vil sikkert også synes om trilogien Tidsrejsen (2008-2010) af Linda Buckley-Archer samt trilogien Det magiske ur (2005-2007) af Lotte Qvistorff.
En fængende og velskrevet bog om en tidsrejse, der får stor betydning for en række mennesker. Bogen handler om, hvordan vi behandler hinanden, og om konsekvenserne. Den er spændende, interessant, sjov og tankevækkende.