En fin lille indføring i de grundlæggende regnskabsbegreber, der giver den ukyndige mulighed for at følge lidt med, når der drøftes økonomi i fx foreninger, på arbejdspladsen og i mediernes mange indlæg om finanser og erhvervslivets resultater.
Bogen giver en kompakt men letforståelig beskrivelse af moderne regnskabsføring med kortfattede oplysninger om regnskabets bestanddele, lovgivningen på området, etisk regnskab, god selskabsledelse og vurdering af budgetter og regnskaber. Forfatteren underbygger det indviklede stof med velvalgte dagligdags eksempler og får sat regnskabsfolkenes terminologi og arbejdsområder godt på plads for læseren.
Der er i forvejen en omfattende speciallitteratur på området, som regel henvendt til studerende og specialister. Her fokuseres på danske forhold, og læseren bliver kort og godt introduceret til regnskabsområdets terminologi og forskellige metoder til at vurdere regnskaber og nøgletal.
En overskuelig og letlæst vejledning, der ikke gør læseren til regnskabsekspert, men sætter den forudsætningsløse i stand til at gennemskue eller hvert fald at forstå baggrunden for de mange tal og begreber, der præger hverdagen og mediebilledet under finanskrisen.