Den kendte politiske kommentator Ralf Pittelkow har skrevet denne vigtige bog om nationalstaten, national samhørighed og folks nationalfølelse, og den er allerede eksponeret voldsomt i medierne. Igennem de sidste mange år har det ikke været "comme il faut " at tale om nationalfølelse og national identitet. Det er blevet hævdet at globaliseringen og fokuseringen på os alle som grænseløse individer med forskellige identiteter i forskellige sammenhænge ophæver det nationale fællesskab. Pittelkows udsagn er, at folk bare ikke hører efter, at nationalfølelsen trives i bedste velgående, og at den samtidig er en vigtig forudsætning for en velfungerende demokratisk stat. Bogen har mange vinkler på emnet inklusiv historiske, som perspektiverer den aktuelle situation. Den giver stof til meget eftertanke. Velskrevet og med substans i argumenterne udgør den et opgør med fremtrædende politikere og meningsdannere, som lader hånt om nationalfølelsen og eksempelvis i indvandrerdebatten lader sig styre af andre dagsordener. Appellerer til en bred målgruppe med interesse for samfund og politik.