Ved udgivelsen af Günter Grass' erindringsbog Beim Häuten der Zwiebel sidste år kom det frem, at Tysklands store forfatter i en kort periode havde været i nazistisk tjeneste i SS i krigens slutfase. Det sendte en bølge af tvivl, forundring og forargelse gennem Tyskland: Hvorfor havde Grass skjult denne oplysning om sit liv? Og i hvilket lys skulle man nu se forfatterskabets og Grass' hele moralske projekt? Det var noget, Grass måtte forholde sig til. Tyskland måtte forholde sig til det. Og læseren må forholde sig til det. Derfor er det meget velkomment, at Grass eksperten om nogen Per Øhrgaard nu genudsender sit standardværk om Grass Fortsættelse følger -, 2002, med et nyt kapitel om erindringsværket, som samtidig foreligger på dansk under titlen Når løget skrælles, i oversættelse netop ved Per Øhrgaard. I tilføjelsen til sit standardværk skriver Øhrgaard bl.a.: "Her havde han altid alt til tyskernes samvittighed, og hvordan stod det ikke til med hans egen!" Men Øhrgaard går ind og gør netop månederne i nazisternes tjeneste til årsag for Grass' engagement i den tyske politiske diskussion. Da læseren fra nu af vil gå til Grass' værk med ny viden og måske tvivl om hans troværdighed, er det efter min overbevisning absolut den nye udgave med de relativt få men yderst vigtige nye sider, bibliotekerne bør stille til rådighed.