I 2004 udgav samme forlag Jorden forvitrer erosion og jordskred for de 13-14-årige. Den nye bog er for dem, der er nummeret ældre. Teksten er vanskeligere, bruger mange fagtermer, som forklares og eksemplificeres udmærket, og som også er samlet i en god ordliste. De to begreber erosion og forvitring defineres og deles fint i underkategorier. Således føres man i kapitlerne gennem forvitringens forskellige årsager og virkninger til tre hovedafsnit om den vand-, is- og vindskabte erosion for at slutte af med den nok så kraftige, menneskeskabte forvitring og erosion. Tekstmængden er ikke så stor, men faktamættet. Den består af den egentlige brødtekst og forskellige uddybende tekstbokse. Billedmaterialet består fortrinsvis af fine farvefotos, men også et dusin skematiske farvetegninger underbygger teksten på glimrende vis. Når man har læst bogen, er man godt informeret om grundbegreberne. Der er ikke udgivet meget ny litteratur for målgruppen om emnet, hvilket også fremgår af bogens medialiste.