Læsere med videregående historisk interesse får her et klassisk værk inden for marxistisk historieskrivning om sammenhængen mellem samfundets produktions- og statsformer fra antikken frem til enevældens tilblivelse.
Perry Anderson, f. 1938, er britisk historiker og en central figur i "New Left" som voksede frem i Storbritanien i 1960'erne. I årtier var han tillige redaktør på det indflydelsesrige "New Left Review". "Fra Antikken til feudalismen" og "Enevældens tilblivelse" udgør to bind af ét samlet værk, der undersøger sammenhængen mellem samfundets produktion- og statsformer. Første bind dækker perioden fra omkring år 600 før vor tid til omkring 1500. Anderson viser bl.a., hvorledes den dominerende produktionsmåde i den klassiske antik i Romerriget og Grækenland hvilede på slavehandel, og han redegør for feudalismens udvikling i Vest- og Østeuropa. I bind 2 fortsætter han med en beskrivelse af den absolutistiske stat og dens væsenstræk i Øst- og Vesteuropa og kommer også omkring Islam, den japanske feudalisme og den asiatiske produktionsmåde. Andet bind indeholder en række konklusioner. Med et omfattende noteværk.
En meget grundig og detaljeret fremstilling med afsæt i et marxistisk historiesyn. Anderson har en omfattende viden og formidler den i en malende skrivestil. Stoffet er dog tungt, og værkerne vil derfor udfordre de fleste læsere.
Anderson kan sammenlignes med marxistiske historikere som fx Eric Hobsbawm, som bl.a. har skrevet Ekstremernes århundrede.