Det moderne og sen-moderne menneske har intet naturligt forhold til bøn hverken den stille, personlige bøn eller den fælles kollekt i kirken. Hvornår skal man bede, til hvem og om hvad. Så enkelt kan det naturligvis ikke stilles op, men Lindhardt skriver i den glimrende bog, der handler om bønnens verden snarere end den giver anvisninger på bønner, at man skal gå i gang med at tale med Gud og dermed komme ud over sig selv og alt, hvad der tynger. Med udgangspunkt i D.G. Monrads bog med samme titel (1876) beskriver forfatteren fx hvem man beder til, hvornår man beder og så følger et interessant kapitel om bønnens retorik. Ofte tages udgangspunkt i forfatterens egne erfaringer med bøn. Han går ikke af vejen for at anvende moderne tiders mobiltelefon i bønnens tjeneste. Fadervors 7 bønner får deres eget kapitel og endelig kommenteres Salmebogens bønner. Forfatterens flotte sprog vidner om en fin sans for sprogbehandling og skarp iagttagelse uden at være formanende eller bedrevidende.