Når Jørgen Sonne som her skriver erindringer, sker det ikke i kronologisk orden år for år. Han går ud fra situationer, billeder der udvider sig og på en egen måde alligevel samler sig til enhelhed. Man kender vel først og fremmest Sonne som den store lyriker og gendigter af de store digtere, men han har bredt sig over meget: lærer, redaktør, kritiker, keramiker og fotograf, altsammenmed gnist og lidenskab. Han kan være bidsk og uforsonlig, men også forstående og hensynsfuld (jeg ville godt have haft ham som lærer i skolen). Det er en selvbiografi, der ikke ligner de flesteandre, skrevet i et selvstændigt sprog af en mand, der hele tiden har haft øjnene og antennerne åbne, en personlighed.