Fra min bitte-tid

Første bind i Jeppe Åkjærs selvbiografi blev dikteret til datteren Solvejg et par år før hans død, på et tidspunkt hvor han lå på Rigshospitalet plaget af en meget pinefuld koldbrand. Men det første, der slår én som læser, er den lette og livfulde tone, bogen er fortalt i. Kærligheden til den livsform, der skildres, slår igennem helt ud i sproget. Og sikke en verden: hedebondelivet i midten af Jylland omkring 1870. Der er ikke meget af den skildrede kultur, der har overlevet i Danmark efter årtusindeskiftet. Og der er tale om en selvbiografi, med intense skildringer af både hans mor, hans far og slægten i øvrigt. Det man husker bedst efter endt læsning er imidlertid den kulturhistoriske skildring af livet på landet: skikke, arbejdsformer og almindeligt dagligliv. Bogen udkom første gang i 1928, men friskheden er stadig bevaret. Noterne bagi er nærmest en lokalhistorie for Fjends Herred i sig selv. Desværre er der tale om en paperbackudgave, hvor såvel billederne som skrifttypen er ganske små. Og så kan selv os indfødte jyder have brug for en ordforklaring af og til, når der gengives talesprog.

Read the full assessment

Genudgivelse, baseret på Solveig Bjerre, forfatterens datters, reviderede udgave fra 1960, med enkelte ændringer, bl.a. i retskrivningen. Første udgave kom i 1928. Jeppe Aakjær levede fra1866-1930, og dette, det første af fire erindringsbind, handler om rødderne tilbage via faderens og moderens slægt og rummer beretninger om dagligdagen i hjemmet fra de helt tidlige barneår. Dethar bl.a. ligget Aakjær på sinde at finde ud af, hvorfor han blev digter, og i denne identitetssøgen kommer det personlige frem. Ellers har bogen sin styrke på det kulturhistoriske område, fordiman her præsenteres for en livsform, der ikke findes mere. Barndomshjemmet er et lerklinet hus på heden, og her vokser i alt otte børn op i ekstrem fattigdom og i Herrens tugt og formaning, idet debarske forhold dog mildnes af moderkærlighed og naturglæde. Kapitlerne har hver deres tema, men de lapper ofte ind over hinanden med den bredt fortællende fremstillingsform. Det er fængslendelæsning, men tilegnelsenbesværliggøres unægtelig af den lange række af specielt jyske udtryk, på hvilke der ikke gives nogen forklaring. Dette vil muligvis få den 'svage' biografilæser til atfalde fra, men virker yderligere stemningsgivende for den historisk interesserede læser. En række illustrationer, der er nytilkomne i forhold til 1960-udgaven understøtter fint teksten, både somforklarende indslag og som stemningsgivende materiale.

Read the full assessment