Bogen henvender sig til gymnasiet og hf, samt i et vist omfang til folkeskolens ældste klasser. Forf. lægger vægt på at give et overblik over den del af verdenshistorien, der er forudsætningen for vort industrialiserede massesamfund, og det gøres ved at beskrive udviklingen for de politiske ideologier, de faglige organisationer, demokratiets gennembrud og statsmagtens ændringer m.v. op gennem 1800-tallet. Forf. lægger vægt på at behandle fremstillingen ud fra social-økonomiske synspunkter og med en socialistisk grundholdning. Ofte behandles enkelte landes udvikling og enkeltbegivenheder lidt grundigere som eksempler. Hovedvægten lægges på Europas historie med den franske revolution, Napoleonstiden og den industrielle revolution. Udviklingen i USA omtales ligeledes ret udførligt, desuden kolonianismens virkninger, specielt i Afrika. Der er lidt mere spredte bemærkninger om Asiens lande og Sydamerika, mens Australien og New Zealand forbigås. Der er mange træk fraDanmarks-historien, og en stor del af billederne er danske. Som en oversigt og inspiration er bogen særdeles anvendelig, men den der ønsker detaljerede beskrivelser må gå til andre værker. Bogen er holdt i et lettilgængeligt sprog, og fremmedord forklares umiddelbart i teksten. Der findes ordliste, forslag til arbejdsopgaver, register og litt.henv. Illustrationsmaterialet er af teknisk dårlig kvalitet.