Palle Gad er speciallæge i kirurgi og psykoterapeut. D.v.s. han står med et ben i konventionel lægevidenskab og et andet i terapien, som iflg. PG er et skammeligt forsømt område i sundhedssektoren. Ikke nok med det, han har også gennemgået en uddannelse i spirituel dybdepsykologi og energiforståelse. Hans model for en holistisk menneskeopfattelse består af 4 indbyrdes forbundne komponenter: soma (krop), energi, psyke og spiritualitet, den sidste er uforgængelig. Modellen gennemgår han i bogen, som i øvrigt former sig som en analyse af sundhedssektoren som helhed - i denne forbindelse dens magtstrukturer bestående af 5 magtbaser: patient (afmægtig), teknokrat, bureaukrat, politiker og borger. Bogens 3. del rummer en analyse af 3 planer for magt over sundhedssektoren. De 3 hovedafsnit munder ikke ud i nogen konklusioner eller løsninger. Det er forfatterens ærinde at præsentere en række tankegange, som skal vække læserne til at tage stilling. Læserne er lægfolk (patienter og borgere) samt fagfolk (sundhedsarbejdere, administratorer, medicinalindustri og medier). Spændende, kvalificeret debatbog, der skiller sig ud ved at tage det åndelige aspekt med som en overordnet faktor.