Denne bog henvender sig til børn fra 9 år, men vil også fungere fint som oplæsningsbog fra 6 år. Bogen er tredje bind i en serie og behøver ingen speciel formidling. Den fine tegneserieagtige forside viser de to hovedpersoner i en farlig situation med en blodrød himmel som baggrund og signalerer på udmærket måde bogens indhold.
Elverpigen og Ravnedrengen vil rejse over Frådehavet for at finde Dværgekongen. Da de kommer i land, bliver de overfaldet af kaptajn Grump og hans mænd, der vil sælge børnene som slaver. Men med sin fortryllede bue lykkes det for Elverpigen at forvandle dem til grise og papegøjer. Børnene undslipper, og de møder nu den spøjse sandmand Mervin, der får børn til at sove. Bogen indeholder tyve korte og overskuelige kapitler, der alle indledes med en lille anekdote om bogens personer. De fleste af siderne er illustreret af Pete Williamson, der med sine stemningsfulde sort/hvide tegninger formår at indfange historiens facetter af uhygge, spænding, morskab og galskab. God underholdning i højt tempo.
Denne bogs læsere vil også synes om Ingolf Trane, 2006 af Paul Stewart og Chris Riddle, der især kendes for fantasy-serien Historier fra Kanten. Den handler om en dreng, der går i skole på et stort sejlskib, hvor lærerne er pirater. Den er ligeledes flot illustreret.
Det er en underholdende og elementært spændende bog for målgruppen. Der er en tilpas balance mellem uhygge, spænding og humor, og de fine illustrationer understøtter teksten på en god måde.