Forfatteren er ikke tidligere udkommet på dansk. Guldhamsteren Freddy fortæller om at han, som den første af sin art, bliver i stand til at nedskrive beretningen om sit liv. Freddy vokser op i en dyrehandel og indser hurtigt, at for at komme væk fra det åndsforladte sted må han sælges. Freddy ender hurtigt hos Sofie, som sætter stor pris på sin guldhamster, men det gør hendes mor ikke. Freddy flytter derfor til en ven af familien, Master John, som i forvejen har en kat og to marsvin. Freddy må lære at tilpasse sig situationen, trods kat og stanken fra marsvin, er der en stor fordel ved at bo hos Master John - der er utrolig meget "læsefoder". Freddy har nemlig lært sig at læse og har indset, at det er det højeste han kan opnå i livet. Freddy kan ikke blot læse, men lærer sig også at kommunikere med Master John via hans pc. En usandsynlig historie om en intelligent og læsende guldhamster, som kan tale med andre dyr og formår at få kontakt med mennesker for at opnå et højere bevidsthedsniveau. Bogen har en snært af spænding og medrivende fortælling, men fuser alligevel noget ud til sidst, ligesom den dybere mening står uklart. Bogen, som kan læses fra omkring 11 år, er nok bedst anvendelig som oplæsningsbog til lidt yngre børn.