Forfatteren, som gennem mange år og adskillige bøger har været med til at gøre patchwork kendt og udbredt i Danmark, kommer her med en bog, der fjerner sig fra de traditionelle og sirlige patchworkarbejder. Hun arbejder med yderst forskelligartede stoffer, der kombineres på fri hånd og maskinquiltes, også på fri hånd, i mange forskellige mønstre, så man nærmest tegner på stoffet med symaskinen, og quiltningen får en mindst lige så dominerende betydning som stofvalg og mønster. Modellerne, der har et rustikt, nutidigt præg, spænder lige fra gulvløbere og bademåtter til flettede kurve, dækkeservietter og tasker i læderlook. Bogen har flotte farvefotos på omslaget og helsides farvefotos af alle modellerne. De forskellige fremgangsmåder forklares kort og uddybes af tegninger, skabeloner og målskitser, og her er det en virkelig fordel, at man er inde i terminologien. Bogen kan anvendes som direkte forlæg, men den i mindst lige så høj grad beregnet som inspirationskilde og igangsætter. Den henvender sig til mennesker, der er noget fortrolige med patchwork og elsker at bruge deres symaskine, og som sådan er her tale om en flot, dansk og anderledes bog for voksenbibliotekets syglade lånere.