"'Free', Iggys første post-retirement-album (han svor tilbage i 2016, at han var færdig med det skidt), er en tilbagelænet, diskret produceret suite af sange og recitationer (...) der giver den efterhånden 72-årige Mr. Osterberg rig lejlighed til at croone ... Stemmen gør stadig indtryk, den er stadig adræt som en panter (en doven panter, bevares). Bedst er Iggy på 'Love's Missing', der har noget af den snerrende, postpunkede febrilskhed over sig ... 'Sonali' er nok det mest optimale mødested for de forskellige impulser, der gennemstrømmer albummet. Her kombinerer Iggy og hans kollaboratører (...) en taktil percussion med jazz-trompet og en inspireret vokalperformance, hvor Iggy virker ikke alene tændt, men også lydhør i forhold til musikkens bagvedliggende retningsskift ... Som efterfølger til 2016's mere regelrette 'Post-Pop Depression', hvis refrænsikre, Josh Homme-assisterede rock blev modtaget med åbne arme af kritikere og gamle såvel som nye fans, får 'Free' med sine kun 33 minutters spilletid, generelle skitsepræg og blanding af digtrecitation, improvisation og jazz-trompet mere karakter af frikvarter end af (endnu en) rock'n'roll-masterclass".