Bogen hører til forlagets serie Billebøgerne, lix 6, til selvstændig læsetræning fra 1. klasse.
En dejlig bog med livsbekræftende illustrationer tegnet af Anja Gram. Forfatteren er kendt fra adskillige lette serier til læsetræning. Bogen kommer som 3. bind i Frida-serien. Frida kommer fra skole. Fra i dag er der dømt sommerferie. Mor og far har en overraskelse til Frida. Hun får en kanin, som hun nu har tid til at lære at kende. Frida kalder kaninen Stampe. Far og Frida bygger et bur til Stampe, og Frida er super glad. Om natten kan Frida ikke sove. Hun tænker på Stampe, og hun kigger ud af vinduet til kaninen, men hvad er det? En ræv graver et dybt hul ind under Stampes bur. Heldigvis redder Frida og far Stampe, som fremover må sove i kassen i skuret. Teksten er enkel og sat med en letlæselig typografi. Der er megen afstand mellem linjerne, der gør opslagene overskuelige. De mange illustrationer udvider den letlæste tekst. Bogen kan man læse digitalt i abonnement. Der er opgaver og lærervejledning på forlagets hjemmeside.
Maria Rørbæks Miks mus, er en lidt lettere lydret bog. Per Østergaards serier om Silje fra Mikro Dingo har samme målgruppe.
Bogen giver en god læseoplevelse og er en letlæselig bog i en superkvalitet, både hvad angår tekst og illustrationer, hvor forfatter og illustrator byder på et flot produkt. Frida-serien er til selvstændig læsning for børn, der netop har knækket læsekoden. De vil nyde at læse om Frida og hendes oplevelser.