Lars Horneman har tidligere leveret tegningerne til to historier af Henrik Rehr: Jim og Kidnappet i kosmos. I Frida står han selv for både tekst og billeder, og det har givet sig udslag i en noget blandet cocktail for de unge og voksne tegneserielæsere. Årsagen til det ujævne resultat skal nok primært søges i 5 års intervallet mellem albummets første og sidste sider. Hvor Hornemans tidligste korthistorier om den dynamiske unge pige Frida mest har karakter af stiløvelser inden for nonsenshumor-genren, finder man i albummets sidste bidrag et langt større fortællemæssigt engagement og dermed en mere vellykket involvering af læserne. Hornemans sorte humor fungerer bedst, når den har et indhold med substans at spille op til, som f.eks. i den 10 siders beretning om Fridas ufrivillige indblanding i en gruppe højreekstremisters mislykkede kidnapningsforsøg. Her såvel som i et par af albummets andre korthistorier mærker man forfatterens personlige holdning til sit stof; men den lidt for uforpligtende crazyhumor bevirker alligevel, at indholdet hører til i letvægtsklassen. Billedmæssigt er Hornemans sort-hvide, semirealistiske tegninger - à la Mezières - imidlertid fuldprofessionelt arbejde i en betydeligt højere vægtklasse. Et bedre manuskript, og Horneman indtager en plads blandt de førende danske tegneserieskabere.