Bogen er for erhvervslivets ledere, men er skrevet i en sprogtone, så andre med interesse for at se bag om mønstre og vaner vil kunne læse med og få udbytte.
Charlotte Mandrup, forfatter og ledelseskonsulent, introducerede begrebet mindfulness i Danmark i 2007 med bogen Mindfulness : ansvar, selvindsigt og fuld tilstedeværelse. Det er blevet et hit både på bog- og kursusmarkedet i vide kredse. Således også i ledelseskredse. I bogen her kommer hun rundt om nogle både for ledere, men også os andre, grundlæggende temaer som: succes, realiteter, frihed og tilværelsens bæredygtige lethed. Herom handler bogens første del. Det er inspirerende og indsigtsfuld læsning. I anden del kommer hun med nogle redskaber til at forme sit liv. Det er når man har nærvær og mod til at tage magten i sit eget liv, man oplever mindfulness - åndsnærværelse. Meditation er én af vejene. For mig at se er mindfulness spiritualitet, som den skildres hos Eckhart Tolle og Richard Moss, omsat til et for ikke-spirituelle spiseligt sprog og værdisæt. Det er således mindfulness' store fortjeneste at bygge bro mellem disse verdensopfattelser. Bogen er letlæst uden at være letkøbt.
Bogen ligger i fin forlængelse af Mandrups Autenticitet : moderne ledelseskommunikation, 2009 og i det hele taget det øvrige forfatterskab.
Endnu et udspil om mindfulness for ledere og andre af Charlotte Mandrup - vores hjemlige pioner indenfor området. Bogen kan anskaffes og bruges bredt på linje med hendes øvrige titler.