Realistisk og genkendelig hverdagshistorie over temaerne: mobning og fodbold. Henvender sig til både drenge og piger, primært som selvstændig læsning i aldersgruppen 10-12 år.
Emil er en ganske almindelig dreng i en ganske almindelig dansk folkeskole. Emil er en glad for sin familie, sin skole og for at spille fodbold. Desværre går Jonas også i klassen. Jonas driller, håner, slås og skaber splid. Historien drejer sig om, hvordan Emil og hans klassekammerater får gjort noget ved den negative spiral. Fodbold og fodboldregler bliver en del af løsningen. Bogen er skrevet i et helt enkelt og ukompliceret sprog, hvilket gør det let at identificere sig med og diskutere ud fra bogen. Figurerne beskrives ikke med mange nuancer, så læseren er sjældent i tvivl om, hvem man skal holde med. Den konkrete, éntydige handling og de enkle personer spiller ikke helt overbevisende sammen med de lette, skitseagtige og mere krævende illustrationer.
Historien minder i sprog og tone om mange andre realistiske skole- og fodboldhistorier, som fx Stephanie Greenes Fodboldhelten Frederik. Temaet, hvor den usympatiske mobbeudøver får som fortjent, kendes også i Dürrs En lort med tusind ben. Bogen her markerer sig ved på samme tid at være læseteknisk let og ganske detaljeret i sin konfliktbeskrivelse.
En brugsbog, som kan blive en interessant og identificerbar læseoplevelse med genkendelige og vigtige temaer som: venskab, uvenskab, mobning, familie, begyndende forelskelse og fodbold.