Frode og Frida tegner og klipper. Hver gang de klipper forkert, bruger de tape. Men da Frode klipper øret af på Fridas elefantbamse, må mormor sy den fast. Sød papbog til børn fra 1-3 år.
Fire nye papbøger om "Frode & Frida", så nu er der ti bøger i serien. I "Frode & Frida overnatter" skal Frode og Frida sove hos mormor. De har det sjovt med at bygge hule og lege pirater, men de kommer også til at savne deres forældre lidt. I "Frode & Frida skal skynde sig" leger de ude i sneen, men pludselig får de travlt med at komme ind, for de skal tisse. I "Frode & Frida i vuggestue" vil Frida ikke afleveres om morgenen, men Frode hjælper hende med at have en god dag i vuggestuen. I "Frode & Frida klipper" klipper de i alt muligt. Papir, hår, planter og meget kan lappes med tape, men ikke øret på Fridas tøjdyrs-elefant. Det må mormor sy på igen.
Igen fine, realistiske hverdagsfortællinger, som små børn kan spejle sig i. Bøgerne fungerer rigtig godt som den første, lille sammenhængende historie, som de små kan følge med i. Tegningerne er rolige, varme og hyggelige og viser på fornem vis, hvad der sker i fortællingerne og relationerne mellem børnene og de voksne.
Bøgerne om Frode & Frida kan fx sammenlignes med Måns Gahrtons serie om Bo & Bella - søskende og bedste venner.