Påsken står for døren. Det vælter frem med kreative bøger med ideer til at markere højtiden, og her er nu en speciel bog om påskemaden. Hanne Bloch har med udgangspunkt i Frøkens Jensens kogebog fra 1901 udvalgt og redigeret traditionelle opskrifter. Det er især retter med æg og lam, men også med kalv, fjerkræ og fisk. Retterne er opdelt i forretter samt frokost- og middagsretter, men kan lige så godt bruges som henholdsvis kolde og varme indslag i en påskefrokost. Dertil kommer desserter, bagværk med søde brød og kager samt lidt konfekt og citrusmarmelader. Layoutet er en efterligning af originalen, dog er omslaget gult og skriften betydelig større. Der er kun få gengangere af opskrifterne i min 5. udgave af Frøken Jensens kogebog. Retterne virker nutidige, men i den traditionelle stil. Lignende opskrifter kan findes mange steder. Der er kommet otte andre kogebøger i samme serie, f.eks. Frøken Jensens fisk og vildt, 2002. Påskemad er kun interessant på grund af traditionerne og i en begrænset tid. Efterspørgslen vil derfor være som på Frøken Jensens julemad, 2000.