Til de læsere, der ivrigt følger med i, hvad der rører sig i det danske hjørne af det meget store krimimarked.
Historien sætter fra land med lidt historisk atmosfære. Vi er i København i 1910, hvor rigmanden Søren Abildgaard banker på hos guldsmeden for at hente en ring til sin elskede kone. Guldsmeden er imidlertid død, og Abildgaard anklages herefter og dømmes for rovmord. Han fastholder sin uskyld, men vil ikke hjælpe efterforskningen med at bevise det. Små 100 år efter bliver oldebarnet Michael hvirvlet ind i gåden, og da hans far næsten bliver myrdet, kun sekunder inden denne dør af noget andet, tager han energisk fat på efterforskningen. Men han er ikke alene. Nogen ved noget og sender ham fx kopier af Abildgaards dagbogsblade. Jo tættere Michael kommer på sandheden, jo farligere bliver det. Dette er forfatterens 3. roman. Det er en letlæselig, jævn og ligeud af landevejen historie. De retfærdige bliver renset, og skurkene får deres bekomst.
En krimi med samme gængse byggeklodser, rent spændingsmæssigt, som fx Mikkel Birkegaards Libri di Luca.
En dansk krimi, der ikke er nyskabende, men som tilbyder en gængs spændingshistorie uden voldsomme genremæssige overraskelser.