Forlaget påbegynder udgivelsen af en ny letlæsningsserie med titlen Dynamo henvendt til tweens, teens eller unge fra 10 år eller 4. klasse. Dette første bind er for de 10-12-årige, og er med sit lix-tal på 10 og læsevenlige sats særdeles velegnet til mindre stærke læsere.
Willy er meget fascineret af tatoveringer, og han kommer ofte hos tatovøren Nisse for at se på. Hans mor siger, han må vente til han bliver 18 år med at få en tatovering. Men vennen Hassan foreslår, de prøver selv - med en passer og blæk fra en kuglepen! Alt ender dog godt, og hans mor fortæller ham, han er sej også uden tatoveringen. Det er en velskrevet og vedkommende historie i et sprog som vil ramme plet hos målgruppen. Man får sympati for Willy og hans enlige mor med job på en bodega. Den meget produktive Jan Solheim har illustreret. Det gør han med sin humoristiske og smukke streg rigtig godt. Bogen er solgt til udgivelse i Sverige, og det forstår man godt. Jeg tror målgruppen af tweens synes bogen er "sej" og vedkommende. Allerede til marts kommer fortsættelsen - Et W for Willy og i løbet af marts/april kommer andre to titler i Dynamo af andre forfattere.
Serien Dingo. Forbudt for børn er for samme aldersgruppe, men med noget højere lix-tal og sværere tilgængelig.
Dynamo-serien får en god start med første bog om Willy. Jeg tror, der er en god chance for, at børnene vil tage den til sig. Imponerende god og vedkommende historie for tweens målgruppen med bare lix 10.