Billedbog genudgivet i anledning af Ib Spang Olsens 75 års fødselsdag. Bogen, der er gendigtet efter et berømt engelsk forlæg, udkom på dansk i 1974. Det er en herlig nonsenshistorie på vers om en mærkelig hund. Først er den tilsyneladende død, for dernæst på forunderlig vis at live op igen og lave ravage i gamle fru Glads hjem, så hun til sidst får lyst til at danse, og "selv hunden ved ikke, hvornår hun vil standse". Trods det engelske forlæg er det et typisk Spang Olsen nonsens-univers, der her udfolder sig. Intet er, hvad det ser ud til eller giver sig ud for. De ret almindelige hovedpersoner viser sig at rumme helt uforudsigelige, groteske evner. I dette spændingsfelt mellem det genkendelige og det gale og fantasifulde skabes rummelighed, overraskelse og fabulerende, groteske humor, som er et af ISOs kendetegn, og som appellerer stærkt til læserens egen fantasi. Billederne er i typisk Spang Olsen stil, med løs, let sjusket streg og gennemsigtige grå-brune farver tilsat rødt og grønt. Et helstøbt, charmerende og ganske tidløst værk i smuk grafisk gengivelse. Hermed en flot hyldest til og markering af en særegen og alligevel umådelig dansk illustrator i absolut særklasse. Fra ca. 3/4 år og ubegrænset opefter.