65 ombrudte avisstriber er ikke nok til at skabe et tegneseriealbum, og denne 3. ombæring af Lars Jakobsens humoristiske tegneserie Ganske vist er da også en ren bagatel, såvel udstyrsmæssigt som indholdsmæssigt. Serien om den indolente hane, der har mere end svært ved at styre sin hønsegård - ikke mindst de uregerlige æg - byder på et par små fnis undervejs, men heller ikke mere. Den lavtflyvende humor skyldes ikke så meget tegneseriens begrænsede persongalleri som forfatterens alt for lave ambitionsniveau. Her er vittigheder om grådighed, dovenskab, fejhed og andre dødssynder; men det er kun få af pointerne, som rækker ud over den umiddelbare situationskomik, og striberne er glemt lige så hurtigt, som de er læst. Såvel af udseende som indhold ligner udgivelsen en lille mandelgave, som absolut ikke risikerer at give de unge og voksne læsere nogen form for fordøjelsesproblemer.