Philip Pullman er især kendt for fantasy-trilogien Det gyldne kompas, som siden første danske udgave i 1996 er udkommet i adskillige udgaver. De to bøger, der nu udkommer på dansk, er oprindelig udgivet i England i 1995 . Det er detektivbøger med et komisk islæt, som vækker minder om lidt ældre danske bøger som fx Bjarne Reuters Bertram-serie. Bøgerne kan læses højt for børn fra 8 år og selvlæses fra ca. 10-års alderen. Handlingen foregår i London i 1894, og hovedpersonerne er en gruppe 10-12-årige børn, der til sammen udgør New Cut-banden. Når der forgår noget mystisk eller kriminelt i byen, er de på pletten, og de tager ret utraditionelle metoder i brug for at afsløre forbryderne. I første bog Gasmontørernes fest opklarer børnene, hvem der har stjålet sølvtøj fra Gasmontørernes hus, og i Voksfiguren gælder det om at finde ud af, hvem der har sat falske mønter i omløb i byen. Bøgerne er absolut ikke uhyggelige men bevæger sig i et børneunivers, hvor netop børn, der danner detektivklubber, kan løse alverdens mysterier. Forsiderne viser tydeligt, at bøgerne er mere i den humoristiske genre end i spændingsgenren, og de vil især tiltale 9-12-årige seriebogslæsere. De to bøger kan læses uafhængigt af hinanden.