Platformspil. Som en lille gelé-klump skal du hoppe og skyde dig gennem avancerede baner, besejre bosser og kæmpe mod Evil Blob til sidst. For fans af platformspil.
I Gelly break er man en lille klump gelé, som ved hjælp af hop skal forcere platformbaner, og derved nå frem til Evil Blob. Men man må kun røre de platforme, som har ens egen farve, så man skal både hoppe præcist, og sørge for at skifte farve i tide. Man skal også skyde slimklatter mod fjenderne, som vil stjæle din energi. Der er seks baner i alt, der både kan spilles i normal og hård sværhedsgrad, og som hver slutter med en gigantisk boss. Kan også spilles i co-op-mode på én Switch, hvor hver spiller har sin egen farve og sværhedsgraden dermed er lettere. Sprog: engelsk.
Gelly Break er et avanceret og lækkert jump'n'run 2,5D platformspil. Avanceret, fordi det sætter store krav til spillerens koordineringsevne og finger-agilitet. Man skal både hoppe, skifte farve og skyde uafhængigt af hinanden. Det er sværere end det lyder. Og lækkert, fordi grafik, animation og lydeffekter sidder lige i skabet på den mest charmerende måde. Sværhedsgraden ligger i den høje ende i 1-player, især ved de ubarmhjertige boss-kampe, men i 2-player er det mere overskueligt, selvom samarbejde også kræver øvelse. Underholdningsværdien er høj i begge modes. PEGI: 7 og ikon for vold, hvilket i mine øjne er malplaceret. Spillet kan magtes fra 7 år, men i 1-player-mode skal man være lidt ældre.
I samme stil er Super Putty Squad.