Gryderetter. Det får én til at tænke på forloren skildpadde, benløse fugle, bankekød. God, tung, traditionel mad, der kan få yngre medlemmer af familien til at styrte skrigende ned til det nærmeste pizzeria for at købe en svampet, ufordøjelig gang halvbagt dej med dåsetomater. Men hvis gryderetten nu hedder kylling i wasabi, and i orientalsk sauce, kalvegryde med jordskokker, lam i yoghurt, oksekød i rød thaisauce, så bliver de måske, medmindre pigen er på grønsagsdiæt. Hun kan så få en gang dahl med spinat eller en forårsfrikassé med asparges og majroer. De to forfattere har professionel erfaring fra cafébranchen og udgav i 1997 Suveræne salater og brillante buffeter, ligesom denne nye bog en fin samling opskrifter på moderne mad til hverdag og fest for smags- og sundhedsbevidste mennesker, ofte med inspiration fra Østens køkkener. Andre afsnit bringer opskrifter på nye udgaver af det klassiske ristaffel, på en række enkle og velsmagende supper, en alt for forsømt ret i nutidens familiekøkken, på tilbehør, f.eks. kartoffelmos, men med dild, kapers og citronskal, og på brød. En af de mere spændende kogebøger i de senere år.