Bogen er tænkt som en praksisbog henvendt til dansklærere på alle trin i folkeskolen samt lærerstuderende.
Efter præcisering i Fælles Mål for faget dansk er genrekendskab og -bevidsthed blevet en større og større nødvendighed som basis for elevens læse- og skrivefærdigheder. Bogen beskæftiger sig med alle aspekter af skrivning af fiktive og faktive tekster. Der er særligt fokus på praksis funderet i det teoretiske. Bogen er opdelt i 3 hovedafsnit: genreperspektivets vigtighed, beskrivelse af ni genrer og lærerens vejledning i forhold til aktuelle elevtekster i de tre faser. Desuden findes et omfattende, brugbart minileksikon plus et spændende bilagsmateriale og en udførlig litteraturliste, hvis læseren ønsker at fordybe sig yderligere i det teoretiske.
Bogen fokuserer på genrepædagogisk skriveundervisning i hele skoleforløbet ud fra et spiralisk princip. Den er mere grundig, mere lærerhenvendt end anden nyere litteratur om genrekonventioner fx Frandsen og Schmidt: Genreskrivning, 2000 og Frandsen og Simmelkjær: Tekst efter tekst, 2006.
Bogens overskuelighed, tydelige indfaldsvinkler, instruktive og konkrete eksempler gør den meget anvendelig og inspirererende som håndbog og støtte for enhver dansklærer. Til lærerbiblioteket og til seminarier.