Hæsblæsende fortsættelse til splattergyseren "Lich". Bogens ulækre hjernemasse-sprøjtende effekter er for inkarnerede splatter-fans fra 12-16 år.
Bogen er fortsættelsen til "Lich" i serien "Graveyard Herd". Rasmus fra "Lich" er også med i denne bog, men hovedpersonen er Annika. Hun er lige flyttet til en ny by. Starten i den nye klasse bliver et mareridt, og hun mobbes af klassens piger. Annika kommer på tværs af skolens rektor og beskyldes for at have brudt ind i fysiklokalet og have stjålet flere flasker, der indeholder farlig syre. Annika har desuden bemærket, at hun har fået en sygelig smag for råddent kød, der i hende næsebor dufter velsignet. Alting er underligt og ubehageligt. Hun falder om efter indtagelse af sin aftensmad, og hun vågner igen på en kirkegård - men ikke som menneske. Hun er nu en ghoul - en ligæder.
Der er fart over feltet, og splattereffekterne er tilpas ulækre med alt det blod og hjernemasse, der hører til genren. Det er hardcore-splatter, så her er ikke meget plads til sentimentalitet og blide følelser. Bogens spinkle s/h illustrationer savner uhygge og føjer ikke noget til teksten.
Kan man lide splatter, skal man også læse Zombiepesten af Emil Blichfeldt. Den er første bind i splatterserien "Jonny Nekrotic".