For alle interesserede uden nævneværdige forudsætninger. Bogen er alment tilgængelig og berører emner, der vedkommer os alle: lykke - den personlige og den fælles. Når det er sagt, skal det præciseres, at den nok vil tiltrække mennesker, der i forvejen har kendskab til og beundring for Dalai Lama.
Dalai Lama behøver ingen nærmere præsentation, mens Howard Cutler er amerikansk psykiater og forfatter. De har i samarbejde tidligere lavet 2 bøger om begrebet "lykke": Kunsten at leve lykkeligt, 1999 og Kunsten at leve et lykkeligt arbejdsliv, 2004. Siden bøgerne er blevet til, har en ny verdensomspændende trend set dagens lys - nemlig positiv psykologi, der netop også handler om menneskelig lykke. Men er fokus på indre arbejde eller på samfundsmæssig/social velfærd? Dalai Lamas svar er: begge dele. Hvor seriens første bog havde fokus på den enkelte handler denne bog mest om de kollektive fænomener. Fordelene ved lykke er ikke bare indlysende. Lykke giver et bedre samfund, og endnu en pointe: medfølelse er en kilde til lykke. Dialogen kan godt ind imellem føles lidt langtrukken og stemningsbeskrivende. Men sprogligt glider den godt og tekstbilledet er en fornøjelse.
Tredje udspil i en serie på 6 planlagte titler om begrebet lykke, der bør anskaffes på linje med seriens første titel - se ovenfor.
Bogen giver et godt indblik i buddhistisk tankegang i et sprog og en dialog, der er begribelig for os vesterlændinge. Et flot bidrag til gensidig forståelse mellem østlig og vestlig tankegang.