Denne store, flotte julebog fortæller om den historiske baggrund for julen og hvordan julen er blevet fejret gennem tiderne, primært i Danmark. Vi hører om baggrunden for og traditionerne omkring julemanden, nissen, juletræet, julegaver, julens sange, julepynt, julemad, julekalender og meget, meget mere. Bogen er smukt trykt og sat op og fremtræder yderst indbydende med sin lækre papirkvalitet og et utal af fine illustrationer, der gengiver gamle stik, malerier, bogillustrationer, julemærker og klippeark, og den er forsynet med et udførligt stikordsregister. Den er skrevet i et mundret, engageret sprog og er fyldt med interessante og anvendelige facts af alle slags lige fra en kronologisk oversigt over alle de julekalendere, der har været sendt på DR og TV2, til præsentation af de kendteste julesalmer og -sange og deres forfattere. I bedste julestil er bogen opdelt i 24 kapitler, der hver især behandler et overordnet emne. En dejlig bog til voksenbibliotekets kulturhistorisk interesserede juleelskere, og samtidig en udmærket bog i skole- og opgavesammenhæng, hvor den kan anvendes fra ca. 11 år.