"Jeg vil gerne have en hyggelig bog - og så må den osse godt være lidt sjov". Det er nok overordnet den slags forespørgsler, der kan resultere i denne bog.
Forfatteren kender vi fra Potensgiverne, 2008, der er ren humor og svensk provins. Vi er her igen langt ude i det svenske landskab, og igen med to ældre søskende, Henning og Albert, begge omkring 70, i hovedrollerne. Godsejeren har givet dem et forfaldent men gratis hus at bo i, og dagene går deres stille gang. De stovte gubber hjælper fx ved grillkalas på godset, gæsterne kyler drammene ned, sommernatten frister, og alt er idyl. Så rykker forandringen ind på egnen. En institution for kvindelige spiritusmisbrugere har købt brødrenes barndomshjem, som de iøvrigt plejer at gå ud på rapsmarken og kigge ned på. Samme rapsmark betragtes fra en politihelikopter, og betjentene er næsten sikre på at se en mystisk ring: et ufospor? Miljøskildringerne af livet i lillebyen er fine og stemningsfulde, og portrætterne af Henning og Albert er både indtagende og troværdige. Måske er den gren af historien, der omfatter de bøvede politibetjende og mediernes grådighed efter ufohistorien en smule for meget folkekomedie. Men der trækkes da i læserens smilebånd gentagne gange.
Jeg kommer også til at tænke på stemningen i filmen Englegård men samtidig også på humoren i filmen Kops.
Hygge, charme og en dosis svensk humor.