Hvert år har den 11-årige dreng været spotter, når farfaren, faren og dennes bedste ven Tom tog på bukkejagt. I år er det hans tur til at skyde sin første buk, men da de opdager en krybskytte på deres marker ændres alt. For læsere, der kan stå igennem en barsk fortælling.
På en efterårsdag i 1978 når et jagtselskab frem til deres jagtmarker på Goat Mountain. Her opdager de en krybskytte, og mens de diskuterer, hvad de skal gøre, viser faren drengen krybskytten igennem jagtriflens sigte. Med én forkert bevægelse skyder drengen krybskytten, og alt er ændret. Vennen Tom vil afbryde jagten og anmelde skudepisoden, mens farfaren insisterer på, at det er op til de tre mænd at tage sig af det. I midten står faren, som er splittet. Drengen er derimod høj på sit dræberinstinkt, og han ser som sådan ikke noget galt i det, han har gjort. De vælger at fortsætte jagten, men det bliver en weekend fyldt med vold og stridigheder. Igennem bogen trækkes paralleller til Det Gamle Testamente og historien om Kain og Abel. Dette er David Vanns tredje roman.
En virkelig barsk fortælling om mennesket og dets instinkt for at dræbe. Specielt den lange scene, hvor drengen anskyder sin første buk og efterfølgende må dræbe den med en kniv, mens de tre andre står og ser på, sætter spor.
Hos David Vann findes den samme udforskning af volden og menneskets mørke side som hos forfattere som Cormac McCarthy og Joseph Conrad.