Velegnet til selvlæsning fra 1. klasse, altså fra ca. 7 år.
En fin lille bogi serien Super let, som alle i målgruppen vil synes om, da indholdets temaer er nemme at se sig selv i forhold til. Børn kan lide dyr, og ikke mange vil sige nej tak til at få en hund. Heller ikke Nanna, som er så glad for sin hund Nulle, der bliver taget med ud i haven. Nulle ligger i sin kurv ved siden af Nannas seng, men der bliver den nu nok ikke. Nulle bider en snegl midt over og brækker sig. Gode farvelagte helsides tegninger skaber sammen med teksten den gode historie. Sproget er veltilrettelagt til målgruppen, med enkle sætninger og uden brug af svære ord. Bogen er trykt på lækkert kraftigt papir, og typografien er velvalgt.
Kan sammenlignes med Mini af Nils Stahlschmidt og bøgerne om Grådig Kat af Joy Cowley.
God lille bog til de yngste, med et indhold der rammer.