Godheden selv

Vinn tager os med tilbage til næsten samme sfære som i en En skidt knægt, 1998. Der er således dømt socialrealisme med 68-generationen som aktører, ikke spor poserende eller opstyltet, men ramt rent, hårdt og lige på kornet i scener fra en stor provinsby (læs Aalborg) fra for 30-40 år siden. Såkaldt almindelige mennesker i en af konformitet og vanetænkning præget opvækst ser sig pludselig anbragt i et brændpunkt. Et sted, der hos Vinn måske snarere er at ligne med et troldspejl. Her gestaltes bl.a. Bønne, den evigt godtroende nar, den fødte taber, altid udnyttet af de andre, men Bønne viser sig så bare at kunne det der med pigerne, bl.a. med Nina, tidligere proletartøs, til alle tider social klatrer og nu altså tandlægefrue(!) og Nick, forfatterspiren og talerøret måske(?), rapkæftet og så selvfølgelig også bare utilpasset ad helvede til! Vinn demonstrerer igen uforlignelig evne til at skildre de lidt skæve eksistensers liv og skæbne, engageret til noget nær det hudløse, men også enkelt og ganske ubesværet. Et flot mejslet interiør fra provinsen. Et kammerspil? I hvert fald et heftigt sådan, der i kraft af den retrospektive optik formidler skarpe billeder fra et nu fortidigt Velfærdsdanmark, der i stort og småt stille og roligt var på vej ud af kontrol.

Read the full assessment