Lægen og terapeuten Jannie Helle tager i sin nye bog, som afgort vil vække debat, et voldsomt opgør med den nyere kvindebevægelse, som hun mener har gjort mere skade end gavn. Kvinderne har fået uddannelse, ligeberettigelse, blevet økonomisk uafhængige, men har tilegnet sig så mange maskuline træk, at de er kommet bort fra sig selv og deres feminine sider, så de selv og deres omgivelser lider derunder. Kvinderne skal i stedet for at dyrke præstationer, effektivitet og perfektionisme åbne sig for deres feminine ressourcer, som vil give dem ro, rummelighed og fylde. Med andre ord komme i balance med deres køn og blive et helt menneske. Der er indlagt øvelser, som skal hjælpe kvinderne til refleksion og få mod til at sige fra. Provokationen lykkes kun delvis, fordi kvindernes situation er beskrevet for generel og overfladisk. Kvindernes udvikling de seneste årtier er set i bagklogskabens perspektiv, og der savnes en nærmere analyse for at budskabet bliver overbevisende. Bogen vil blive læst, fordi den appellerer til kvindernes generelt dårlige samvittighed og ønsker om at gøre det bedre. Men jeg savner den ironi, humor og varme, som kvinder også står for, og som er til stede i den meget læste bog af Lone Kühlmann: Lev selv (1995).