Wii. Actionspil Gormiti : the lords of nature! er et rigtig godt actionspil med de populære italienske Gormitiér, som bl.a. kendes fra figurer og samlekort. Gormiti-fans vil uden tvivl elske spillet, men andre kan sagtens være med. Sproget er engelsk, men spillet er meget intuitivt. Banerne er relativt korte og overskuelige, og fjenderne er overkommelige. PEGI er 12 og ikon for vold, hvilket er stærkt overdrevet, da kampene er helt ublodige. Den primære målgruppe er 8-13 år.
I spillet kæmper 4 forskellige Gormiti-folk (jord, luft, skov og hav) mod lava-folket. Man kan frit skifte imellem de 4 personer for at bruge hver deres unikke færdigheder. Spillet bliver ekstra sjovt, når man spiller to personer sammen og hjælper hinanden ved at bruge de forskellige evner. Ved at samle puslespilbrikker og vinde boss-kampe får man adgang til små minispil (bl.a. lette puslespil) og bonusbaner. Wiiéns muligheder udnyttes godt i spillet, og styringen er hurtigt lært. Grafikken er flot og farvestrålende, og banerne på øen Gorm er fantasifulde. Man skal bekæmpe fjender, løse små opgaver (fx slukke ild ved at åbne en sluse), og derudover skal man indsamle krystaller, blå æg, guldæg, puslespilbrikker og ekstra liv.
Spillet minder mht. gameplay om de fantastisk gode Lego-spil som fx Lego Indiana Jones - the original adventures, Lego Indiana Jones 2 - the adventure continues og Lego Batman, men opgaverne i Lego-spillene er dog mere varierede.
Spillet er et rigtig godt actionspil, som næppe vil henslæbe sit liv ved at stå hjemme på bibliotekernes hylder.