Børnebog til højtlæsning eller selvlæsning for 9-12-årige piger og drenge, der gerne vil læse om venskaber og om hvordan mennesker lever i andre dele af verden. Bogen vil også egne sig godt til temaarbejde i skolen.
10-årige Graces far og mor er netop flyttet fra hinanden. Graces far, Oswald, er tryllekunstner og Graces mor er øre-, næse- og halslæge. Hun havde svært ved at bo sammen med farens hvide duer, der hele tiden lagde æg i hendes undertøjsskuffe. Da Oswald skal til tryllekunstnerkongres i et land på den anden side af jorden, rejser Grace med. På rejsen møder hun drengen Paolo og ser med egne øjne, hvor svært og uretfærdig livet kan være, når man er fattig og undertrykt af en ond diktator, der vil bestemme det hele. Bogen er illustreret med sort-hvide kultegninger af Charlotte Pardis.
Bogen er velskrevet og med Jens Christian Grøndahls sædvanlige sans for smukke sprogbilleder. Illustratorens fine og sjove stregtegninger, af blandt andet duer og diktatorer, passer fint med stemningen i fortællingen. Selve teksten er stor og der er god plads mellem linjerne på det kraftige papir, som bogen er trykt på.
I Øen med de grønne appelsiner rejser Eva med sin far til Madagaskar og oplever klasseforskellene mellem den fattige lokalbefolkning og de rige indere.