2. del af fantasy-serien, "Mørkets søn". En spændende bog for 12-16-årige om mødet mellem lyset og mørket, og om hvor mange grænser, en mand tør overskride for at få sin elskede.
Der er hungersnød hos det underjordiske mørke folk i riget Sikania, hvor sollyset aldrig når ind. Landets nyudnævnte leder Destan har sat sig for at redde landet, og han har indgået en alliance med det overjordiske lyse folk, som før var deres fjende. Nu skal Destan bestå den store prøve og vise sit folk, at han er den rette mand til at afværge hungersnøden. Savnet af hans elskede prinsesse Celina gør stadig ondt, og han har planer om at benytte sig af alle midler, for at få hende tilbage. Derfor opsøger han den gamle troldmand Serran, der har ry for at kunne vække de døde. Serran lærer Destan nogle teknikker, der måske kan kalde Celina tilbage fra de døde, men det er hverken let eller uproblematisk.
Det er en spændende og velskrevet bog med et originalt plot. Personerne er grundigt beskrevet, og man får et godt indblik i deres karaktertræk. Den unge Destan er en sammensat personlighed og er ikke særligt principfast. Det gør ham til en psykologisk set fascinerende person, hvor der fokuseres både på hans styrker og svagheder. Der er et fint flow og et kvikt tempo i historien, og sproget er godt.
Læseren vil sikkert også glæde sig over "Malloreon Sagaen" Af David Eddings. Den handler også om familie-relationer og sammenstød med fremmede kulturer.