Henvender sig til de mange der lever med i det årligt tilbagevendende Melodi Grand Prix, og specielt til unge på musiklinje i gymnasier og på tilsvarende steder, der vil give sig i kast med at opføre de populære musiknumre.
92 melodier fra det danske og det europæiske Melodi Grand Prix tilbage fra starten i 1956 og frem til i dag bliver her præsenteret på dobbelt opslag i det store format. Noderne for hvert af de udvalgte numre gengives med becifringer, og i en box er der facts om forfatter, komponist, kunstner og om placering. Ved siden af en kort beskrivelse af historien bag sangen, er der også en analyse af sangens særpræg og et skema over sangens form: intro - vers - refræn og bro. Ind i mellem er der masser af flotte billeder der kommer godt til deres ret i det store format, og inden den kronologiske præsentation af melodierne, er der en kort gennemgang af Melodi Grand Prix'ets historie.
Bogen supplerer godt Jørgen de Mylius Alle tiders Melodi Grand Prix : Eurovision Song Contest 1956-2013, 2014, der er i et tilsvarende flot udstyr, men lægger vægten på resultatlister og historierne bag sangene, men ikke som her på gengivelser og analyser af melodierne.
En stor og præsentabel bog der gengiver 92 Melodi Grand Prix numre med tekster og noder og historierne bag, og ikke mindst med gode råd til opførelsespraksis.