Bogen henvender sig til læsere af fantasy og okkulte spændingsbøger. Aldersmæssigt vil den kunne læses fra 12 år. Bogen er 3. bind i en serie og formodes at være introduceret. Den glimrende forside signalerer overnaturlig spænding og gys.
Den 14-årige pige Valkyrie Tvist har dannet et bemærkelsesværdigt makkerpar med detektiven Gravflab Flink, som iøvrigt er et levende skelet. Det besynderlige par kører rundt i deres herskabelige Bentley og forsøger at opklare en række mord på nogle såkaldte teleportere, som er mennesker, der kan transportere sig rundt ved tankens kraft. Nogle ubehagelige væsener, kaldet De Ansigtsløse er på vej gennem en dimensionsportal, der netop er blevet åbnet. De Ansigtsløse vil være i stand til at udrydde menneskeheden. Bogen ender med en dramatisk kamp, hvor de Ansigtsløse bliver drevet tilbage, hvor de kom fra. Men også Gravflab Flink ender på den forkerte side af portalen, og der er lagt op til en spændende fortsættelse. Bogen er skrevet i et flydende, godt og enkelt sprog. Der er mange pudsige og særprægede personer og lokaliteter. Historien har spænding, uhygge og en barsk/cool humor. Valkyries dobbeltliv som hjemmeboende skolepige og udfarende detektiv er skildret sjovt og levende. Her er ingen kedelige øjeblikke!.
Denne bogs læsere vil også synes om Jim Butchers okkulte krimi Stormfront, 2009, hvor hovedpersonen er en troldmand, der arbejder som privatdetektiv.
Spændende okkult gyser med humoristiske undertoner. Meget underholdende.