Ligesom en anden af seriemediets mestre, Hermann, lader Rosinski sig ikke nøje med blot at gentage tidligere succeser. Rosinski eksperimenterer ofte med sit udtryk for at få formen til at svare til indholdet, og det har i hans seneste udspil, hvor handlingen er henlagt til 1800-tallets Paris, ført til en billedside, som lægger sig tæt op ad stilen hos store episke malere som Delacroix og Daumier. Den svulstige, let overlæssede streg i miljøskildringerne passer perfekt til stemningen i Sentes melodrama om stor kærlighed, svig og hævn blandt det bedre borgerskab i Paris. Centralt i beretningen står den geniale maler Louis Paulus, som efter at være blevet bedraget og slået halvt ihjel af sin mæcen vender tilbage fra de døde som grev Skarbek for at kræve oprejsning - og for at få hævn. En del af handlingen udspilles i de parisiske retssale, og selv om ordvekslingerne her krydres med talrige tilbageblik, skaber de specielle kulisser en noget stillestående ramme om en bevidst altmodisch fortalt beretning. De unge og voksne vil glæde sig over billedsiden, men vil næppe holde vejret af spænding, mens de venter på opklaringen af intrigens uløste gåder i seriens afsluttende bind 2.